Vi skal normalisere det uperfekte


I en undersøgelse foretaget for 4 år siden viste det sig, at mange forældre på barselsorlov oplever en ensomhed og mangler et rum, hvor der kan tales om de svære følelser. Et rum hvor man er fri for det perfekte glansbillede, et rum hvor man ikke skal leve op til nogens forventninger om det glade børnefamilie-liv.
Småbørnefamilier beskriver, hvordan de oplever sig mødt af en uforståenhed fra bedsteforældre- generationen, som kan betragte det som luksuriøst, at der er mulighed for lang barsel. De kan også blive mødt af en uforståenhed hos venner, som ikke har børn og som måske selv længes efter orlov fra arbejde eller studie. Og her står de: Småbørnsfamilie som alligevel oplever ensomhed, svære følelser og derudover ikke kan tale med de nære omkring det uden at komme i kontakt med utaknemmelighed eller måske skyld. At blive forældre skaber nye vilkår som par. Nogle kan opleve, at det skaber større nærhed som par at få et lille barn og andre kan opleve, at det kan skabe distance.
På et tidspunkt mødtes jeg med en gruppe mødre og fædre på barsel, hvor vi talte om parforholdet. De blev sat til at tegne et hus med navne på dem, der bor i deres hus. Og derefter tegnede de skyer og sole, som lige nu påvirkede parforholdet. Skyer for noget der skaber afstand i parforholdet eller måske bekymringer. Sole for noget der skaber nærhed og tryghed i parforholdet.
Tegningerne medførte en meget nærværende samtale. En forældre havde tegnet en sky og fortalte, at hun og hendes mand havde glædet sig til at få et barn sammen og havde forventet, at barnet ville få dem til at rykke tættere sammen som par. Men skyen på tegningen viste det modsatte. De havde ikke været så langt væk fra hinanden før, og det bekymrede hende. En anden havde tegnet en sol og fortalte, at det fælles ansvar for det lille barn havde skabt en fornyet intimitet og nærvær i parforholdet, som hun var dybt taknemmelig for. En tredje havde tegnet en sky hvori der stod ensomhed. Hun gik hjemme med det lille barn og var i kontakt med en dyb ensomhed, som gjorde hende trist.
Så forskellige fortællinger. Og der kom mange flere. Alle tog mod til sig og fortalte om at få forældreskab og parforhold til at gå hånd i hånd. De inspirerede hinanden, de lyttede og vigtigst af alt: Der var plads til alt det uperfekt
En teolog lærte mig engang, at det er når vi møder hinandens sårbarheder, at vi knytter bånd til hinanden! Det er præcis, hvad jeg så ske der på rullemadrasserne med de små babyer liggende pludrende, mens forældrene talte sammen. Der blev knyttet bånd. Det var forløsende for forældrene at finde et rum, både fysisk og mentalt, hvor der var ord for det uperfekte, hvor der kunne fortælles om sårbarheder, og hvor andre bakkede op og gav plads.
Min søn spurgte mig en dag, hvad mine tre største ønsker for verdenen er. Et fint og stort spørgsmål. Jeg svarede, at på den ønskeseddel var helt klart et ønske om, at vi tør gøre os sårbare, at vi er villige til at normalisere, at det at være menneske ikke kun er lykke og glæde men også alt det andet. At vi giver plads til alt det uperfekte, det menneske-lige, og derigennem knytter bånd til hinanden. Det har vi brug for som mennesker og også som samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 
Scroll to Top