Taknemmelighed er sundt

Af Lisbeth Ryelund 

Studier har vist, at taknemmelighed kan have en gavnlig effekt på krop og sind. Undersøgelser viser f.eks. en sammenhæng mellem taknemmelighed og bedre søvn, mere energi og bedre psykologisk trivsel. Andre studier har påvist en langtidseffekt af gode vaner med fokus på taknemmelighed. Altså at taknemmeligheden ikke kun udgør bedre trivsel nu og her men også på den længere bane.
Der er flere grunde til, at taknemmelighed er sundt. F.eks. at positive følelser har en gavnlig effekt på vores hjerne og vores nervesystem, at taknemmelighed afleder os fra negative følelser og tanker, og at taknemmelighed mindsker stress.
Taknemmelighed betyder ikke, at skal ignorere eller fortrænge svære ting, herunder svære følelser eller oplevelser. Taknemmelighed handler om et bevidst fokus på det i dagligdagen, som er rart og godt. Det handler altså ikke om at fake en taknemmelighed, men du skal kunne mærke og føle den. Derved kan taknemmelighed lagres i nervesystemet.
En måde til at sætte fokus på taknemmelighed er hver aften at finde tre oplevelser fra dagen, som man er taknemmelig for. Det kan være, at jeg var blevet rask igen, at jeg nåede en opgave til en deadline, at børnene havde gode legeaftaler, at en veninde ringede.
Hjemme hos os træner vi det også med børnene. Ved sengetid finder vi sammen tre gode ting fra dagens løb, som vi sætter ord på. Det er en fantastisk god måde at afslutte en dag, og giver en os en god vane med at sætte fokus på noget positivt. Hver dag! Nogle dage er det store ting og andre dage skal vi lede lidt efter at finde nogle små ting, som vi er taknemmelige for.